
Rikke og Niels Hobolt er nye ejere af Danhostel Ribe. (PR-foto)
De nye folk bag Danhostel Rømø, ægteparret Hobolt, kommer begge to fra ledende stillinger i dansk erhvervsliv; Rikke fra en projektlederstilling i Novo Nordisk og Niels fra en stilling som økonomidirektør i Napatech.
Det bemærkelsesværdige karriereskifte hos ægteparret sker på baggrund af et stærkt ønske hos dem begge om at realisere drømmen om at drive egen virksomhed med fokus på de nære ting i livet; ro, natur, økologi og historie. Danhostel Rømø er en af de 65 medlemmer i Danhostel-kæden.
HVIS DU SYNES OM VORES ARTIKLER, SÅ KLIK PÅ DETTE LINK OG BLIV VEN MED TURISME.NU PÅ FACEBOOK
Danhostel Rømø er ‘barn nummer 3’
For ægteparret Hobolt er det ikke et helt almindeligt jobskifte, som parret nu kaster sig ud i.
Det er i høj grad også et goddag til en helt ny livsstil for dem begge.
Det er samtidig en mangeårig drøm om at drive selvstændig virksomhed, der går i opfyldelse.
“Både Rikke og jeg har en lang karriere bag os i det private erhvervsliv, hvor vi har haft mange fantastiske lærerige år med stillinger i en række spændende virksomheder og undervejs samlet erfaring indenfor økonomi og ledelse,” siger Niels Hobolt.
“Men vi nærmer os nu en tid i vores liv, hvor vi gennem nogle år har kunnet fornemme, at det var tid til forandring. Vi kan mærke, at vi er mættet af det traditionelle karriereliv og samtidig er vores to børn godt i gang med deres egne liv, og vi føler derfor, at vi nu er klar til ‘barn nr. 3’ – vores nye vandrerhjem.”
LÆS OGSÅ: “På Steel House Copenhagen skal alt være klar til Instagram”
Nye ejere med stor ydmyghed
De nye ejere og værter på Danhostel Rømø har ingen erfaring i at drive vandrerhjem og går derfor til opgaven med stor ydmyghed.
De har allerede fordelt opgaverne imellem sig og det bliver Rikke som vil tage sig af indretningen og forplejningen og Niels der vil være den daglige vært og tage imod stedets gæster.
“Selvom investeringen i vores nye vandrerhjem er en fælles beslutning og vi naturligvis er sammen om alle overordnede beslutninger, så har det fra starten været vigtigt for os at fordele de mange forskellige ansvarsområder imellem os,” siger Niels Hobolt.
“Vores gæster vil blive budt velkommen af mig personligt og forplejningen vil hovedsagelig bestå at økologiske lokale råvarer. Dette kombineret med kommandørgårdens smukke rammer, områdets historie og den fantastiske vilde natur, gør at vi forhåbentlig kan være med til at give vores gæster en helt særlig oplevelse og give dem lyst til at vende tilbage til os og til området.”
En del af lokalsamfundet på Rømø
Med blot 550 fastboende på Rømø bliver de nye ejere af Danhostel Rømø en del af et af de helt små lokalsamfund i Danmark.
Parret glæder sig meget til at flytte til denne del af Danmark og som nye tilflyttere gøres dette med stor respekt for lokalbefolkningen og for området.
“Vi ser meget frem til at bosætte os på Rømø og ikke mindst til at blive en del af den fremtidige udvikling af området, som Tønders borgmester Henrik Frandsen allerede har stor fokus på. Men samtidig med er vi meget bevidste om, at vi bosætter os et ganske lille samfund, hvor mange har boet der i gennem flere generationer og vores tilgang til det hele er derfor meget ydmyg,” siger Niels Hobolt.
“Vi vil rigtig gerne gøre Danhostel Rømø til en endnu større del af området og vores ambition er, at stedet skal blive et hyggeligt mødested for Rømøs beboere, og at vi bliver en integreret og aktiv del af lokalsamfundet.”